Q 343

Dette billede er ikke det bedste billede kvalitetsmæssigt, men jeg synes alligevel, jeg vil offentliggøre det. Fordi på sin vis er det lidt specielt.

Jeg er født og opvokset i Korsør lige ved færgehavnen, og historien er den, at jeg blev meldt ind i min skoles fotoklub, efter at jeg havde fået et kamera. Et ganske almindeligt kamera uden de store indstillingsmuligheder. Man kunne ikke skifte linse, og man skulle selv sætte tid og blænde. Jeg gik i gang med at tage billeder, og dette var så vidt jeg husker med på min første film. Min klasselærer hr. Lomborg fremkaldte filmen, og jeg mener at kunne huske, at jeg selv forvandlede det fra negativ til positiv.

Filmen blev så vidt jeg husker fremkaldt omkring juletid i 1965, og damplokomotivet er den firekoplede damprangermaskine Litra Q 343. Den henstod kold, da billede blev taget. Man kan ikke rigtigt se nummeret, men jeg har kontrolleret i Jernbanen.dk, at det var den, som var i Korsør på dette tidspunkt.

I Korsør var man ellers holdt op med at bruge dampmaskiner til rangering, idet stationen var blevet forsynet med de nye maskiner Litra Mh. Men en dag dukkede denne Q maskine op ved remisen. Det er den eneste Q maskine, jeg har kendskab til, som har været stationeret i Korsør. Da man tidligere var holdt op med damprangermaskiner, var det litra F, man havde brugt.

Da man generelt brugte Mh maskiner på dette tidspunkt, regnede jeg derfor ikke med, at maskinen kom i brug. Men det skete. I et par uger omkring påsken 1966, brugte man maskinen til rangering. Så vidt jeg ved den eneste gang, en Q maskine har været brugt i Korsør. Hvis der er andre, som har billede af en Q maskine i Korsør, vil jeg gerne se det.

Copyright Hans Christensen

Du er her: Home :: Indhold :: Nyheder :: Artikler :: Q 343